Hvorfor have et advisory board?
Et advisory board fungerer som strategisk rådgiver for ejerlederen, direktøren og teamet, og har længe været normen for mange organisationer, specielt nonprofitorganisationer. I dag ses advisory boards heldigvis i et stigende antal i små og mellemstore virksomheder.
Et advisory board kan give en virksomhed eller en start-up et ekstra løft ved at bidrage til såvel at afdække som at sikre opfyldelsen af de strategiske mål. Rigtig mange, specielt mindre, virksomheder har stor nytte af de råd disse grupper af eksterne eksperter og rådgivere, samt deres respektive netværk giver.
Fordele ved et advisory board:
- Vend vigtige beslutninger med andre, end familie og venner
- Et uformelt skridt på vej mod en rigtig bestyrelse
- Ingen vedtægter eller formelle aftaler er nødvendige
- Øvelse i det at have en bestyrelse
Som sådan adskiller beslutningstagningen i et advisory board sig fra en bestyrelse ved ikke at kunne træffe strategiske ledelsesbeslutninger på vegne af en virksomhed. En bestyrelses beslutninger er bindende for direktionen – det er beslutninger i et advisory board ikke.
De frivillige advisory boards er oftest udformet til at yde strategisk rådgivning om vækst, bæredygtighed, image og andre faktorer, der er forbundet med at starte, vækste og forbedre virksomheder og nonprofitorganisationer. Dog bør man, hvis man ønsker at fastholde medlemmerne i advisory boardet ikke ignorere de beslutninger, man selv er med til at træffe i samarbejde med dem. Det vil virke demotiverende på medlemmerne og fjerne deres lyst til at deltage uden kompensation.
Medlemmer af et advisory board er ofte gode pro bono virksomhedsejere, virksomhedsrådgivere eller ganske enkelt dygtige mennesker fra erhvervslivet, som har lyst til at hjælpe andre på vej.
Hvad gør et advisory board?
- Rådgive om strategi og positionering af forretningsmodellen
- Rådgive om nye forretningsområder og hvordan tilgangen til markedet kan være
- Rådgive om optimering af din daglige forretning
- Finpudse af dine præsentationer
- Rådgive om eller introduktioner til potentielle investorer
- Introducerer til nøglekunder
- Hjælpe med at identificere og rekruttere talenter
- Sparre i forbindelse med organisatoriske og personalemæssige spørgsmål
Deltagerne er næsten altid erfarne forretningsfolk eller domæneeksperter, som har baggrund og erfaring eller har forbindelser, som startup-ledelsen ikke har.
Hvad gør et advisory board ikke?
- Det er ikke mentorer, i hvert fald ikke i den vanlige definition. Mentorer tilbyder personlig støtte og rådgivning til mennesker, ikke til virksomheden i bredere forstand. Et advisory board arbejder på vegne af virksomheden og alle dens ejere.
- Det er ikke ansatte. I det omfang de formelt engagerer sig, er de uafhængige rådgivere.
- Det er ikke en bestyrelse. Bestyrelsesmedlemmer rådgiver og støtter også virksomheden, men sammenhængen er en helt anden. Bestyrelsesmedlemmer har en juridisk status, der er forbundet med visse rettigheder og pligter, som et advisory board ikke har. Bestyrelsesmedlemmer har ret og pligt til at bidrage at føre kontrol med virksomhedens drift, sikre at der er den nødvendige kapital og til at træffe beslutninger om virksomhedens strategi og drift – og har derfor ret til at blive informeret om virksomheden. De har også en pligt til at udvise omhu ved udførelsen af deres opgaver. Advisory boardet har ingen sådanne pligter eller rettigheder ud over dem, der er udtrykt i en evt. skriftlig aftale.
Da rådgivere ikke er ansatte eller direktører, optræder de ofte mere som mentorer eller coaches – dvs. de lægger vægt på ledelsens interesser frem for de øvrige aktionærers. Derfor finder iværksætterne i mange tilfælde, at de kan være mere åbne over for rådgiverne og lettere undgå konflikter med dem, når de står over for situationer med høj stress.
Er rådgivere vigtige?
Svaret på dette er klart: Ja!
Hvis du omgiver dig med de rigtige rådgivere og de engageres på en hensigtsmæssig måde, kan de være med til dramatisk at fremskynde virksomhedens udvikling, reducere risici og øge din sandsynlighed for succes.
BusinessBuddy ApS er, i skrivende stund, i praksis et enkeltmandsfirma. Men der er tilknyttet en professionel bestyrelse på 3 personer og et advisory board med yderligere 3 personer. Boardet er nedsat med henblik på én bestemt opgave. Så i praksis er BusinessBuddy pt. en enkeltmandsvirksomhed med 6 rådgivere.
Når du ønsker, eller bliver rådgivet til, at ændre den måde, tingene fungerer på i din virksomhed, indebærer det i sagens natur et behov for ressourcer, du næppe selv kan besidde alle af.
Et advisory board kan sammensættes til en enkelt opgave eller til generel rådgivning i forbindelse med driften af din virksomhed og medlemmerne kan tilbyde driftserfaring og indsigt i ekspertiseområder, som er af grundlæggende betydning for din virksomhed.
En af de vigtigste ting, som en dygtig rådgiver gør, er at tvinge dig til at genoverveje dine antagelser. Det er desværre oftest også årsagen til at mange præstationsdrevne iværksættere ikke er åbne for rådgivning, før det næsten er for sent.
Det handler om VIRKELIGE rådgivere
Desværre synes mange iværksættere og ejerledere at betragte rådgivere mere som overflødige påhæng, en status- og brandingøvelse, end som en reel ressource for virksomheden. Det er ikke ualmindeligt at rådgivere, der er anført i diverse præsentationer og pitch decks, stort set ikke har nogen interaktion med teamet.
Det er hårdt, ensomt og meget ofte frustrerende at starte en virksomhed op. Det føles ofte som om, at verden ikke forstår potentialet i det, man arbejder på. Det er nok derfor, at så mange iværksættere behandler rådgivere som en slags godkendelse eller validering, især tidligt i starten. “Tag mig alvorligt, se mine rådgivere!” eller “Du ved, at jeg vil få succes, når jeg har rådgivere som dem her!”
Der er bare lige det, at rådgivere ikke er til nogen nytte, medmindre de er aktivt engagerede. Hvilket formål tjener det at have et headshot i en præsentation, af en rådgiver, hvis rådgiveren ikke er villig til at tage sig tid til rent faktisk at hjælpe? Og hvad kan en dygtig rådgiver få ud af det, hvis vedkommende blot optræder i en præsentation og tager et opkald eller to?
At have inaktive rådgivere i en præsentation er forfængelighed, der i bedste fald ikke giver nogen reel værdi og i værste fald afspejler grundlæggerne meget dårligt.
Som ejerleder kan man – selv efter mange år med virksomheden – stå i samme situation; at man er alene på toppen. Alene om at tænke alle tankerne, alene om alle beslutningerne. Det kan gå vældig fint i mange sammenhænge, men der er ingen tvivl om, at flere hjerner præsterer bedre end én – specielt når man lader sig udfordre.
Hvad man skal kigge efter hos rådgivere
Man skal undgå at nøjes med de mest lettilgængelige personer i stedet for at tage sig tid til at identificere og pleje relationer med de mest værdifulde rådgivere.
Og pas så i øvrigt på med ikke at falde for åbenlyse eller prangende rådgivere – fokusér i stedet på at finde dem, der vil tilføre virksomheden mest værdi.
Smarte men uengagerede rådgivere er ikke nyttige, og dårligt tilpassede rådgivere kan være endnu værre. Derfor anbefaler vi en gennemtænkt og planlagt tilgang til identifikation og rekruttering af rådgivere.
Led efter rådgivere, der:
- Deler din passion og er inspireret af din vision
- Forstår realiteterne ved at drive en startup/scale up/ejerledet virksomhed
- Har forståelse for det marked du befinder dig i
- Har en helt anden personprofil og ser verden forskelligt fra dig og fra de andre rådgivere
- Kender folk, især folk som du ikke selv kender, men som kan være nyttige
- Ikke bange for at udfordre dig og stille svære spørgsmål
- Har tid til at fokusere og faktisk hjælpe
- Introducere dig til andre erhvervsledere i samfundet
- Kan komme med projektideer
- Kan give adgang til de nødvendige ressourcer
- Kan finde finansieringsmuligheder
- Kan give feedback på projekter og din præsentation
Du går ikke helt galt i byen, hvis du leder efter:
- En person, der med succes har opbygget en virksomhed med en lignende forretningsmodel
- En ”kunde” fra din målgruppe, som kender de fremherskende holdninger og nøgleaktører personligt
- En serieiværksætter, der kender til alt det praktiske i forbindelse med opbygning af startups
- En teknologi- eller produktekspert, helst med erfaring i at opbygge teams
Udvikling af dit advisory board
Rådgivere kan generelt tænkes på tre forskellige niveauer:
- Dit netværk
- Rådgivere
- Advisory board
Dit netværk
Det er et bredt sæt af mennesker i din omgangskreds, som har en udtrykkelig, eller i det mindste underforstået, vilje til at tilbyde dig råd og hjælp.
Den bedste måde at interagere med dette netværk på er sandsynligvis via kaffemøder og regelmæssige (kvartalsvise) infomails. Indimellem kan du supplere med målrettede forespørgsler afhængigt af behov og deres vilje og evner.
Kaffemøderne er personlige og ligesom de lejlighedsvise infomails, holder de netværket ajour med, hvad der foregår. På den måde forbliver de engagerede og interesserede i at hjælpe, når du kommer til at spørge dem om noget.
Medlemmerne af dit netværk skal ikke kompenseres og bør heller ikke blive bedt om at underskrive rådgivningsaftaler eller NDA’er. Det er ikke omkostningerne og kompleksiteten værd for dig eller for dem. Hvis der er noget, du er bekymret for at dele med dem, så vær forsigtig med at dele det eller prøv at nedtone detaljerne.
Du kan ikke stille store forventninger til dit netværk og de vil højst sandsynligt tilbyde ret passive og sjældne bidrag som f.eks. at pege på interessante virksomheder, et par introduktioner og generelle idéer og feedback.
Der er en, godt nok mindre, risiko, der trods alt er værd at påpege. Og det er, at hvis der er en i netværket, der engagerer sig for meget, og begynder at føle, at vedkommende har ydet vigtige og meningsfulde bidrag til virksomheden, kan du havne i en juridisk tvist om intellektuel ejendomsret – så kommer de for tæt på, så overvej en rådgiveraftale med dem.
Rådgivere
Du bør seriøst overveje en eller flere professionelle rådgivere.
Det er jo klart vi fra BusinessBuddy understreger det – det er jo det vi lever af. Vi vil dog alligevel understrege det, da professionelle rådgivere har en helt klar indsigt og agenda, der kan gavne din virksomhed, langt hurtigere end diverse rådgivergrupper, du ellers omgiver dig med.
En professionel rådgiver kan f.eks. hjælpe dig med at skabe dit advisory board og kan sågar ind i mellem overtales til at sidde med mod en symbolsk kompensation.
Den væsentligste forskel mellem professionelle rådgiveren og de frivillige rådgivere er, at du kan stille krav om at de professionelle er til rådighed og at de byder aktivt ind med kort varsel.
Advisory board
Dit advisory board bør bestå af kompetente og vigtige rådgivere fra dit netværk eller netværks netværk, som accepterer at engagere sig regelmæssigt i et bestemt tidsrum.
Advisory boardet bør have en regelmæssig opkalds- og mødeplan – måske månedlige opkald med personlige møder 4-6 gange om året og gerne med et af møderne som en strategidag. Boardet bør samtidig være småt nok til at være fleksibelt, men stort nok til at tilbyde den ekspertise og erfaring, som du har brug for i en given periode. Det betyder normalt mellem 3 og 5 personer.
Vi anbefaler på det kraftigste, at der fastsættes en udtrykkelig periode for deltagelsen i boardet, fordi:
- Behovet for rådgivning og bistand vil sandsynligvis udvikle sig over tid
- Det fastlægger forventninger på forhånd og gør det meget lettere at skifte folk ud efter behov uden at fornærme dem
- Det begrænser deres forpligtigelser, hvilket gør det mere sandsynligt, at de accepterer rollen.
Perioden bør være af et til to års varighed. Hvis du har et behov på kort sigt, som sandsynligvis ikke vil vare ved, kan et år måske fungere. Ellers giver to år nok bedre mening, fordi tingene altid tager længere tid, end man tror, men to år giver nok tid nok til at få meget værdi ud af en rådgiver.
Det er jo også muligt at du ønsker at forlænge med yderligere en periode efter to år, men valget er dit.
Hvad kan gå galt med et advisory board?
Det kan gå galt, hvis man ikke sørger for at være omhyggelig med sit advisory board.
Mange advisory board er uformelle i deres natur og kan mangle klarhed om formålet og strukturen eller overse vigtigheden af, at være meget omhyggelig med udvælgelsen af medlemmer.
Det, der ofte sker med uformelle advisory boards, er, at de bliver ineffektive og får problemer med at levere værdi for både virksomheden selv og rådgiverne selv.
Advarselstegn for advisory boards
- Mangel på klar struktur eller et klart formål
- Dårligt definerede prioriteter og mål
- Uerfarne eller forkert udvalgte medlemmer
- Uoverensstemmelse mellem virksomhedens og/eller medlemmernes forventninger
- Dårlig mødefacilitering
- Manglende planlægning, forberedelse og kommunikations
- Interessekonflikter, personlige dagsordener eller manglende uafhængighed
Investerer medlemmerne i virksomheden?
Medlemmer af et advisory board kan investere i din virksomhed. Men så bliver deres engagement mere juridisk og dermed vil deres plads fremover være i en bestyrelse.
Et advisory board er til for at rådgive dig, så fokuser først og fremmest på de værdibidrag og arbejdsrelationer, du har og skaber med medlemmerne.
Eventuelle samtaler om investering bør flyde naturligt og bør ses i forbindelse med deres råd mere end deres penge. Medmindre de naturligvis er professionelle investorer med tilstrækkelig kapital til virkelig at flytte nålen for dig, men igen, så finder du dem næppe i dit advisory board.
Du skal under ingen omstændigheder udelukke lovende rådgivere, bare fordi de ikke vil investere. I sidste ende er der ingen faste regler her, og du bør hele tiden holde dit fokus på at optimere for at opnå et hurtigere og bedre resultat.
Hvad koster et advisory board?
Et advisory board arbejder som ofte – men absolut ikke altid – pro bono, altså frivilligt og gratis.
Intet er jo som bekendt helt gratis. Så hvis du vil have det optimale ud af dit advisory board, sørger du for, at de som minimum får the, kaffe, kage samt måske en sodavand eller en øl og en sandwich, når de kommer til et møde.
Det sker også, at man honorerer medlemmerne af et advisory board, fordi det er nødvendigt eller ønskeligt, at få en professionel rådgiver med i boardet. Og den slags rådgivere lever jo af at rådgive og dele deres viden om forretningsudvikling. Det betyder, at hvis du gerne vil have en professionel forretningsudvikler med i dit advisory board, så tilbyd en honorering pr. møde. Aftal så at vedkommende indgår på samme betingelser som de andre medlemmer og at du derfor, uden yderligere omkostninger, kan ringe og skrive mellem møderne.
Honoreringen til en professionel rådgiver kan ligge på et beløb fra 2.000 kr. pr. møde og opefter.
I BusinessBuddy har vi afsluttet hvert møde, i vores eget advisory board, med en tre retters middag på det hotel, hvor vi har holdt mødet. Et sådant arrangement koster ca. 600 kr. pr mødedeltager, for mødelokale, kaffe, the, kage og isvand under mødet og den afsluttende middag.
Det er din opgave at sørge for, de befinder sig godt ved møderne og dermed skaber du fundamentet for indlevelse, interesse og god rådgivning.
Hvordan motiveres et Advisory board?
Det er ikke nok blot at finde og rekruttere rådgivere. Du er nødt til at tage de nødvendige initiativer til at maksimere værdien af deres bidrag. For det meste vil dine rådgivere have meget travlt, og det er op til dig at sikre, at du får mest mulig værdi ud af dem.
Et godt og professionelt styret advisory board kan være et meget stærkt incitament for travle rådgivere til at genopfriske tingene og bringe deres A-game med til møderne. Det sidste, de ønsker at gøre, er at ligne en idiot foran deres rådgiverkolleger.
Det tvinger dig til at tænke dine behov og mål igennem på forhånd, hvilket sandsynligvis vil føre til et mere effektivt og produktivt møde.
Rådgivere har også en tendens til at have stærke meninger og en iboende nysgerrighed. Og for mange rådgivere er deres rolle med at hjælpe dig en sjælden chance for at give sig hen til ting, der interesserer dem, i stedet for at skulle være disciplineret med hensyn til deres egne jobs.
Det er derfor slet ikke usædvanligt, at de blander sig på områder af virksomheden, hvor de ikke er inviteret og måske endda ikke er til hjælp. Der er i hvert fald en risiko for, at de ikke fokuserer på de områder, hvor du har mest brug for dem, så det er op til dig, eller en formand for advisory boardet at sikre mødet afvikles struktureret og effektivt.
Break out sessions til møder
Det er og så vigtigt at du sørger for at sætte tid af så dit advisory board får lejlighed til at netværke internt. Så sørg for at inkludere nogle teamaktiviteter i møderne, som f.eks.:
- “Show and tell” for voksne: Hver deltager medbringer noget interessant og snakker lidt om det
- ”Omvendt dagsfortælling”: Gå sammen 2 og 2 og fortæl om jeres dag til nu, med det sidste der er sket først, fortæt derefter resten af teamet om den I hver især har talt med.
- ”To sandheder og én løgn”: Bed alle om at fortælle to sandheder og en løgn om sig selv. Derefter skal de resterende deltagere gætte, hvilken historier der er sande, og hvilken der er falsk
- ”Alt andet end arbejde”: Vælg en af mødedeltagerne på forhånd og bed dem om at forberede en afslappet 5 minutters præsentation. Den eneste betingelse er, at det IKKE må være arbejdsrelateret.
Bedste praksis for advisory boards
De fleste rådgivere hjælper virksomheder i det mindste delvist, fordi de synes det er givende og skægt at være med til. Da de ikke er involveret i virksomhedens daglige aktiviteter, er de ofte nysgerrige på, hvordan tingene fungerer, og de helt sikkert masser af idéer til retninger, som virksomheden kunne gå.
Vi vil anbefale at lytte til det, de har lyst til at tale om, men balancér det med behovet for at holde dem fokuseret på den aktuelle opgave.
Derfor bør dine oplæg og indledende rammesætning af møderne være meget specifikke. Vi anbefaler, at du opregner de(t) specifikke område(r), hvor du gerne vil have deres hjælp, og om muligt beskriver du de scenarier, du overvejer. Når du først har formuleret spørgsmålet/emnerne, er du meget mere tilbøjelig til at få afdækket de ting, der betyder mest for dig.
Formanden
Skal dit advisory board have en formand?
Ja, vores anbefaling er, at du vælger en formand, der er flere fordele ved det:
- Du har en der er lidt mere forpligtiget i dit advisory board – og en du kan vende emner til møderne med. Samt en der kan tage sig af mødeindkaldelser og andre formalier
- Du får selv mere overskud til at deltage i snakken og samle alle de små detaljer op, samtidig med at du ikke behøver styre mødets forløb og evt. pauser.
- Arbejdet i dit advisory board får et mere professionelt tilsnit og øvelsen i at have en egentlig bestyrelse bliver mere reel
Årshjul
Det er bedst at fastlægge en regelmæssig kadence for møder i boardet.
Vi anbefaler f.eks. månedlige opkald og 4-6 fysiske møder med dit advisory board samt 2-4 kortere online møder, som mest anvendes hvis der er sket noget afgørende, som ikke kan vente. Møderne bør fastlægges for hele året, når I mødes den første gang, hvert år.
Det sikrer, at alle kan planlægge i forvejen få møderne booket i kalenderen, og det gør det lettere for medlemmerne at holde sig orienteret om, hvad der foregår, når de kan være med på alle møderne.
Hvis du lader tiden strække sig for længe mellem møderne, er det sandsynligt, at de glemmer sammenhænge og kontekst. Det betyder naturligvis ikke, at du ikke også kan kontakte rådgiverne efter behov.
Det første møde
Det er god mødeledelse at sikre, at alle har et ordentligt kendskab til alle medlemmers styrker, og hvad de kan og vil bidrage med. Uanset om I føler, at I kender hinanden eller kun har et enkelt nyt bestyrelsesmedlem, er det derfor vigtigt at tage en tur rundt om bordet og høre, hvad…
- Medlemmernes interesser er
- Hvad de mener, de er gode til
- Hvad de forventer at bidrage med i det kommende år
- Hvad har af ønsker og forventninger til samarbejdet i advisory boardet
Runde vil give et godt fundament for at tale om, hvilke indsatser advisory boardet kan komme omkring i det kommende år.
Hvis man ikke kender hinanden så godt på forhånd kan det være godt at bryde den formelle stemning med en icebreaker i form af en teamøvelse. Se f.eks. afsnittet ” Break out sessions til møder” her i teksten.
Dagsordner
Du bør forberede medlemmerne forud for møderne i det advisory boardet. Du kan med fordel forsøge at lave korte skrivelser før hvert møde eller opkald med et af medlemmerne af boardet, for at give dem en sammenhæng og noget konkret at forholde sig til.
Det sikrer, at alle kan bruge tiden på at skabe værdi i stedet for at skulle opsamle information. Erfarne forretningsfolk er vant til at gå velinformeret ind til møder.
Her er de syv skridt til et velforberedt møde:
- Lav altid en dagsorden
- Sortér punkterne efter vigtighed
- Det første og sidste punkt på dagsorden er givet
- Motivér hvert punkt
- Involver
- Lav bilag
- Sæt tid af til forberedelse
Læs uddybende forklaringer til punkterne her. (https://bettermeetings.as/inspiration/moder-der-nytter-og-flytter-design/)
Infomails
Et tæt og godt samarbejde med medlemmerne af dit advisory board er essentielt. Og derfor er det god skik at holde dem informeret om hvad der sker i virksomheden, mellem møderne.
Med kun 4-6 møder om året er der længere perioder hvor advisory boardet ikke naturligt kan følge med i hvad der sker i virksomheden og derfor kan du med fordel udsende en kortere informations mail en gang om måneden, undtaget naturligvis de måneder hvor I har møder, for der får de jo naturligvis information, materiale og dagsorden der fører frem til jeres møde.
9 trin til etablering af et godt advisory board
1. Afklar dine forventninger
Begynd med en omhyggelig evaluering af din nuværende forretningssituation og dine prioriteter for fremtiden. Hvor er der huller i viden, færdigheder eller ekspertise i din nuværende virksomhed, i dit ledelsesteam og hos eksterne leverandører af støtte? Brug evt. tid på en Gap-analyse.
2. Rekrutter specifikke personer og talenter
Lad dit advisory board være et supplement til organisationens ledelse/direktion og de vigtigste ledende medarbejdere.
Undlad at medtage “ja”-folk”, som er kloner af det, du allerede har.
Der er ingen grund til at vælge folk, der er på samme niveau, eller har samme profil, som dig. Du ønsker rådgivning fra folk, der har været igennem de prøvelser og trængsler, som du måske vil støde på i fremtiden, og ved at udnytte deres levede erfaring og ekspertise kan de effektivt rådgive dig om, hvordan du undgår faldgruber og opnår succes. Sørg for at skabe en balance mellem forskellige perspektiver.
3. Vær specifik
Når det kommer til rådgivernes roller og ansvarsområder. Giv en skriftlig beskrivelse af, hvad du ønsker, har brug for og forventer af rådgiverne.
4. Honorering
Afklar og gør klart, hvad de vil modtage for deres hjælp
5. Flere er nødvendigvis bedre
Overvej, hvor mange rådgivere du har brug for, for at skabe den kemi og kultur, du ønsker for strategisk rådgivning til din virksomhed. Vi anbefaler 3 til maks. 5.
6. Mødehyppighed
Mødehyppighed og forventninger til fremmøde er meget vigtige. Vil rådgiverne deltage personligt, eller kan de deltage via telefonmøder, Teams, Skype eller Google Hangouts?
7. Mødeforvaltning
Planlæg møderne langt i forvejen, udlever dagsordener på forhånd, udlever referater af møderne inden for en uge efter mødet og send derefter specifikke opfølgende påmindelser om aftalte opgaver.
Fastsæt en dagsorden og hav en klar plan for hvert møde i dit advisory board om, hvad du håber at få ud af mødet, og hvilke emner du ønsker at undersøge.
Hvis du forbereder dine medlemmer af det rådgivende råd forud for mødet, betyder det, at du ikke behøver at spilde tid på at tale om fortiden, men i stedet fokuserer på fremtidige strategier og prioriteter.
8. Afklar formandens rolle
Formandens rolle bør være meget klar med hensyn til at facilitere møder, løse konflikter, overvåge samtaler for at holde dem relevante og fungere som talsmand for boardet.
9. Glem ikke det sjove
Sørg for at inddrage nogle anerkendende, sjove og fornøjelige aktiviteter, der lader rådgiverne mærke, hvor meget du værdsætter og sætter pris på deres rolle! Et oprigtig privat takkekort samt offentlig påskønnelse er altid værdsat. Angiv deres navne, hvor det er muligt, og fortæl om deres engagement med stolthed.
Konklusion
Rådgivere er en vigtig ressource for startup-teams og virksomheder i det hele taget. Alligevel risikerer mange iværksættere strategiske fejl i forbindelse med sammensætningen og forvaltningen af deres advisory board.
At vælge de rigtige rådgivere er afgørende for at opnå succes med et Advisory Board på samme måde som at vælge de rigtige medarbejdere er afgørende for virksomhedens succes.
Sørg for ikke at sammensætte et falsk eller overfladisk rådgiverteam. Et advisory board er et vigtigt initiativ, der kræver tid og energi for at opnå det fulde potentiale.
Advisory boards rolle er at lytte, udfordre, brainstorme og give specifik vejledning og rådgivning om forretningsmæssige udfordringer, vækstmuligheder, nye produkter og tjenester, strategiske planer osv.
Der er rigtig mange gode grunde til at oprette et advisory board, herunder specielt at få uafhængig, professionel ekspertise og rådgivning. Men dertil kommer også adgang til medlemmernes netværk og ressourcer og øget troværdighed til din virksomhed på grund af tilknytningen af disse eksterne rådgivere.
Du bør ikke undervurdere at det at have et advisory board kan ofte øge kundernes og investorernes tillid og samtidig forbedre organisationens omdømme og troværdighed på markedet.
Bedste praksis for advisory boards omfatter brug af strukturerede dagsordener til møder, løbende kommunikation med boardets medlemmer og sidst men ikke mindst, et reelt ønske om at modtage rådgivning.